På Adventure Efterskolen praktiserer vi ”Walk the talk”, altså: gør det, du siger. Sig de ting, du mener, sig tingene på en konstruktiv måde til den, det vedrører, spørg for at forstå, giv brugbar feedback såvel ros som forslag til forbedring. Her fejes problemerne IKKE ind under gulvtæppet, i stedet snakker vi, til vi finder en løsning.
Nogle gange bliver du uvenner med nogen; der kan f.eks. opstå en konflikt på værelset eller mellem dig og en lærer, og det er helt normalt.
Vi ønsker at lære dig, hvordan man løser konflikter via samtale, men det kan vi kun, hvis DU er til stede. Hvis du i vrede vælger at udvandre fra samtalen og forlade skolen, kan vi ikke hjælpe dig. Vi forventer ikke af dig, at du bliver gode venner med alle. Vi forventer dog, at du respekterer og accepterer dine klassekammeraters forskelligheder.
Da vi er en lille skole, vil du ikke kunne gemme dig i en stor klike af folk, som er fuldstændig ligesom dig. Du vil blive blandet med mange mennesker, som kommer fra en anden baggrund end din. Vi forventer, at du giver plads til folks forskelligheder og viser interesse for at udvide din viden. Vi tolererer ikke mobning!
Man kunne også sige: tag selv ansvar for at skabe dine bedste muligheder! Forestil dig, at lærerne på Adventure Efterskolen står med et fad fyldt med lækkerier, der venter på dig – hvis du altså selv går hen til fadet og tager af det. Tag et aktivt vælg og vælg f.eks. at stå op i stedet for at slukke vækkeuret. Vælg at engagere dig i skolens aktiviteter i stedet for at sidde på sidelinjen. Vælg at blande dig i den faglige diskussion i stedet for at gemme dig bag en skærm. Det forventer vi af dig.
Vis respekt for andres faglighed, tænk lidt længere end din egen næsetip, vis engagement i de ting, lærerne forsøger at formidle til dig, bidrag altid med din viden og vær ikke bange for at lave fejl.
– Hvordan har de andre det? Hvor kan jeg hjælpe? Roder jeg for meget? Larmer jeg for meget? Har JEG gjort, hvad jeg kunne for at få det til at fungere?
– Vær løsningsorienteret! Vi vil forberede dig på det liv, der venter forude. Sæt et mål inden for dine rammer og forsøg at udlev det. Grib de udfordringer der kommer med en positiv indstilling. Det gør vi! Det skal være sjovt at arbejde for at nå sit mål. Lyt til de ideer, der kommer og tag selv ansvar for at samle information, som kan hjælpe dig videre.